Beskrivelse af tilbuddet

Samstyrken Humlehaven 72 er et længerevarende botilbud omfattet almenboliglovens §105 samt servicelovens §85. Botilbuddet henvender sig til voksne med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, der har behov for støtte til at mestre foranderlighed i eget liv, samt vedligeholdelse af færdigheder og kompetencer, så hverdagen bliver så selvstændig som muligt. Aktuelt er borgergruppen i alderen fra 45-66 år, hvor der favnes bredt iht. forskellige diagnoser heriblandt downs syndrom.

Samstyrken_2165

Pædagogisk tilgang

Den generelle pædagogiske tilgang til borgerne, er som udgangspunkt ud fra en anerkendende pædagogik og metode (KRAP), der bygger på et ressourcefokuseret menneskesyn. Det er afgørende at borgerne oplever en individuel tilpasset metode, hvor den enkeltes selv- og medbestemmelse sættes i fokus. Vi er desuden inspireret af den neuropædagogiske forståelsesramme, hvor der arbejdes med en aktuel viden om hjernes funktion mhp. at fremme og styrke borgernes kompetencer via en helhedsorienteret pædagogisk indsats.

Vigtigst af alt, er at den enkelte får en oplevelse af samhørighed og følelsen af at blive set, hørt og forstået, hvor det pædagogiske personale igennem jeg-støttende samtaler, tager borgeren alvorligt og er lyttende samt understøttende ift. af finde ressourcer og skabe rammerne for trivsel og livskvalitet.

 

humle 72 billede 4

Tværprofessionelt samarbejde

Det pædagogiske personale har et tæt samarbejde på tværs af faggrupper, i henseende om en fælles målsætning og helhedsorienteret indsats tilpasset den enkelte. Særligt vores sundhedsteam, beskæftigelsestilbud, sagsbehandlere, fysioterapeuter, lægefaglige samarbejdspartnere og aktivitetstilbud er gennemgående.

Vi tilstræber et velfungerende tværprofessionelt samarbejde, hvor borgeren oplever en sammenhæng mellem de tiltag og indsatser, som er udarbejdet til årlige opfølgningsmøder med den enkelte borger, botilbuddet, pårørende og beskæftigelsen.

humle 72 billede 5

Beskrivelse af dagligdagen

De aktuelle borgere er alle indskrevet i et beskæftigelsestilbud, og er en meget aktiv gruppe. Størstedelen ses i beskyttet beskæftigelse indenfor Samstyrken, mens enkelte er i praktik i lokalsamfundet. Fritidsaktiviteterne er mange såsom svømning, trommeslagning, ridning og folkedans. Humlehaven 72 tilbyder også flere aktiviteter som madlavning på maddage, ferieture, udflugter, fødselsdage, pårørendearrangementer mv. Alle borgere har ligeledes en ugentlig hjemmedag, hvor de får individuel støtte til dagligdagens opgaver.

 

humle 72 billede 6

Fysiske rammer

Huset består af seks selvstændige boliger samlet omkring et fællesrum i midten. Hvert lejemål indeholder entré, køkken, stue, soveværelse, badeværelse og terrasse. Det er vægtet højt, at rammerne afspejler en hjemlig atmosfære, hvor borgerne sætter deres eget præg og opnår en følelse af tryghed og samvær. I fællesrummet har borgerne mulighed for at lave mad, spise sammen, opholde sig og deltage i forskellige sociale aktiviteter.

 

humle 72 billede 1

Pårørendesamarbejde

Der er i tilbuddet et tæt samarbejde med de pårørende, hvor de, efter den enkelte borgers ønske, er deltagende og inddrages i de tiltag, processer og mål der igangsættes. De pårørende har en betydelig rolle i borgernes liv, hvorfor vi tilstræber et godt og tillidsfuldt samarbejde.

Den aktuelle borgergruppe er samtidig en gruppe, hvor der med alderen sker flere forandringer, som kan medvirke til ændringer i hverdagen og de nuværende rutiner. Det kan skabe usikkerhed hos den pågældende borger, men også for de forældre eller pårørende omkring dem. Vi prioriterer derfor den tætte kontakt med netværket, så alle led oplever en tryg overgang i potentielle forandringer.

K billede 16